Oplysninger om merarbejde på deltid
Har du været ansat på deltid i det offentlige og haft merarbejde inden for de sidste 10 år? Oplys os om dine deltidsansættelser i perioden for at undgå, at et muligt krav på efterbetaling forældes.
GKF har den 23. september 2025 sendt mail til alle medlemmer vedrørende en ny EU-dom. Dommen handler om, at deltidsansatte - der har arbejdet mere end det aftalte timetal - kan have krav på ekstra betaling.
Kort fortalt
Ansatte på deltid bliver – i overensstemmelse med hovedparten af de gældende overenskomster i Danmark – honoreret på en anden måde end offentligt ansatte på fuldtid, hvis de har merarbejde.
Det kan dog være i strid med EU-regler, viser to nye domme fra EU.
Om det rent faktisk er tilfældet, skal afgøres af en såkaldt faglig voldgift – en særlig måde at løse uenigheder eller konflikter på arbejdsmarkedet.
Hvis den faglige voldgift afgør, at deltidsansatte er blevet forskelsbehandlet, kan det betyde, at deltidsansatte har krav på efterbetaling for merarbejdet. Det er der tidligst svar på i slutningen af 2025 eller starten af 2026.
Til den faglige voldgift har vi brug for oplysninger fra dig, hvis du har været ansat på deltid i løbet af de seneste 10 år og har haft merarbejde. I så fald beder vi dig indsende oplysninger om deltid og merarbejde.
Deltid betyder en ansættelse, som er månedslønnet og med et lavere timetal end 37 timer om ugen.
Sidste frist for at indsende dine oplysninger er 20. januar 2026.
Hvad betyder det for dig?
Får vi medhold i at deltidsansatte er blevet ulovligt forskelsbehandlet, kan det betyde, at du har krav på ekstra betaling for de timer, du har arbejdet ud over det aftalte timetal
Det er en forudsætning for at komme i betragtning, at du er - eller har været - ansat på deltid fra oktober 2015 til i dag og har fået opgjort merarbejde i denne periode, som du efterfølgende har fået udbetalt eller afspadseret.
Det er meget vigtigt, at du registrerer dig, så forældelsen bliver afbrudt. Forældelse betyder, at dit krav over tid falder bort.
Sagt med andre ord: Du risikerer at miste dit eventuelle krav på efterbetaling, hvis du ikke registrerer dig.
Det er også vigtigt at understrege, at vi endnu ikke ved, om der skal ske efterbetaling. Det kan vi først sige, når sagen er helt afsluttet.
At du registrerer dig, er derfor ikke en garanti for, at du ender med at få penge tilbage, men skal være med til at sikre, at et evt. krav ikke forældes.
Hvordan registrerer du dig?
Du sender en mail til Gentofte Kommunalforening gkf@gentofte.dk snarest, dog senest den 20.1.2026 - Skriv venligst EU-deltidsdomme i emnefeltet.
Der skal angives følgende oplysninger i mailen:
• Fulde navn.
• Fødselsdato.
• Arbejdsgiver/arbejdsgivere (kommune/region)
• Har du under din deltidsansættelse modtaget honorering for merarbejde, der ikke svarer til den honorering, som en fuldtidsansat modtager eller har modtaget for arbejde ud over fuldtidsnormen.
• Det eller de kalenderår, som medarbejderens krav vedrører.
Flere oplysninger senere
Når sagen er afgjort, vil der være behov for yderligere oplysninger, hvis dommen viser, at der skal ske en efterbetaling. De oplysninger er nødvendige for, at vi kan opgøre, hvad du eventuelt har krav på. Det vender vi tilbage om senere.
Hvis du har flere spørgsmål, kan du måske finde svar her: LINK TIL FAQ
Tidsplan
Hvad sker hvornår
- 15. sep. 2025: Indsendelse af oplysninger åbner
Der åbnes mandag formiddag for, at medlemmer kan indsende oplysninger om deltid og merarbejde.
- Sep. 2025 - jan. 2026: Oplysninger sendes løbende til arbejdsgiver
Når vi modtager oplysninger om medlemmernes ansættelse på deltid og merarbejde, sender vi dem til arbejdsgiver.
- 27. jan. 2026: Fristen for at indsende oplysninger udløber
Absolut sidste frist for at sende oplysninger. Efter denne dato har GKF ikke mulighed for at hjælpe medlemmer med at få behandlet deres sag ved den faglige voldgift.
- Ultimo 2025 - primo 2026: Voldgiften kommer med en afgørelse
Den faglige voldgift om, hvilken konsekvens EU-dommen får for deltidsansatte med merarbejde i Danmark, er tidligst afsluttet ultimo 2025 eller primo 2026. Vi orienterer om hvordan berørte medlemmer skal forholde sig til afgørelsen.